Passioneret skoleleder til Kegnæs Friskole

Vi skaber drømme sammen

Kan du forestille dig, at du står i spidsen for en attraktiv friskole, hvor der er plads til alle, og hvor trivsel og læring går hånd i hånd. En skole med et unikt fællesskab hvor både børn, forældre og medarbejdere aktivt skaber rammerne for en fantastisk friskole. Hvor du bliver den undervisende skoleleder, der brænder for friskolelivet og som kan agere frontfigur og samlingspunkt for hele skolen?
Så er du måske Kegnæs Friskoles nye skoleleder.

Kan du kombinere undervisning og ledelse?
Du giver med glæde en krammer eller en high-five, hvis det er det, der er behov for. Din gruppelærerfunktion og din åbenhed gør dig i stand til at skabe gensidige relationer med børnene. Du kender dem, og de kender dig. Du nyder at undervise og ser det som en naturlig måde at komme tættere på børnene og deres forældre. Samtidig er din daglige gang i undervisningslokalerne med til at give dig indsigt i, hvad der rør sig på skolen. Hos Kegnæs Friskole har de fleste lærere og skolelederen en gruppelærerfunktion, hvilket er med til at bibeholde den gode normering og muligheden for en differentieret undervisning. Du vil i rollen som skoleleder opleve en varieret hverdag med både ledelsesmæssige opgaver og undervisning. Derfor er det også afgørende, at du har undervisningserfaring og erfaring med pædagogisk ledelse inden for skoleverdenen. Gerne, men ikke nødvendigvis, fra en anden friskole, højskole eller efterskole. Du er en nærværende leder, som har fokus på at skabe de bedste rammer for lærernes udvikling og arbejdsglæde. Du møder børn, personale og forældre i øjenhøjde og med glimt i øjet, samtidig med at du bevarer overblikket og leder skolen i dens udvikling. Du evner at sætte handling bag dine ord og skabe en fælles retning med afsæt i de gode friskoleværdier.

Friskole med plads til alle
Hos Kegnæs Friskole er der plads til alle, og plads til at alle ikke nødvendigvis er ens. Derfor er der fokus på det personlige udviklingsrum og på at udvikle potentialet hos den enkelte på bedst mulig vis med afsæt i det enkelte menneskes faglige og personlige ståsted. Du formår at navigere i din pædagogiske værktøjskasse, hvilket gør dig i stand til at benytte det rigtige redskab i forhold til den givne situation, det enkelte barn, forældre og medarbejdere. Du trives med en åben kontordør og nyder at deltage i friskolens arrangementer som musical, sommerfest, lejrskoler mm. Din synlighed og tilgængelighed overfor børn og voksne gør dig velkendt blandt alle, og det er samtidig med til at styrke fællesskabet. Et fællesskab som er med til at skabe trivsel og trygge rammer for læring. På Kegnæs Friskole går trivsel og faglighed hånd i hånd, og derfor er der også stort fokus på, at alle trives og er ordentlige overfor hinanden både indenfor og udenfor skolen.

Med strand og skov lige i baghaven er Kegnæs Friskole omgivet af naturskønne omgivelser. Friskolen er placeret på halvøen Kegnæs på Sydals, kun 25 min. kørsel fra Sønderborg, og den har i alt 15 dedikerede medarbejdere og 120 elever fordelt fra 0.  til 9. klasse. Eleverne går ikke i klasser, men arbejder i stedet i aldersintegrerede grupper, på nær 8. og 9. klasse, som er klasseopdelte. Den aldersintegrerede organisering er med til at tilgodese de enkelte elevers behov, og samtidig giver organiseringen en dynamisk skole med relationer på tværs af alder. Kegnæs Friskole har en sund økonomi, hvilket blandt andet er et resultat af et godt fællesskab og forældreopbakning.

Stillingen er åben, da vores vellidte skoleleder efter 16 år har valgt at gå på pension.

Vil du vide mere om stillingen?  
Konsulenthuset ballisager a/s håndterer rekrutteringsprocessen, og du er derfor velkommen til at kontakte Ronni Nielsen på 3063 8517 eller Britt Rønberg på 3063 8518, hvis du har spørgsmål til stillingen. 

Har du lyst til at besøge skolen, så kontakt da viceskoleleder Annette Hansgaard på tlf. 51 23 05 02.

Vi behandler ansøgningerne efterhånden som de kommer ind. Tøv derfor ikke med at sende din ansøgning afsted, hvis du kan se dig selv som skoleleder på Kegnæs Friskole.
Du søger stillingen via ”ansøg” knappen nederst i stillingsopslaget på www.ballisager.com under ledige stillinger.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Kegnæs Friskole på Google Maps

Kegnæs Friskole
Østerbyvej 11
6470 Sydals, Sønderborg

CVR: 27228321
P-nummer: 1003326011

Telefon: 74 40 52 94
Email: kontoret@kegnaes-friskole.dk