Livet på skolen
Vi skaber drømme sammen
– Kegnæs Friskole bygger på et forpligtende fællesskab, hvor tillid, tolerance, medbestemmelse og livsglæde er nøgleord. Hvor ansvarlighed og respekt for egne og fælles beslutninger er grundlæggende.Skolen tager afsæt i, at det enkelte barn har et aktivt medansvar for eget skoleliv. Derfor er friskole og hjem gensidigt forpligtet til et tæt og ligeværdigt samarbejde.
Eleverne får med tiden mere ansvar og medbestemmelse i skolelivets forløb og derved styrkes deres sociale, personlige og faglige kompetencer.
Skolen har ingen bestemte religiøse eller politiske holdninger, og definerer livsværdier og faglighed i en løbende dialog i fællesskabet.
En god skoledag
Skoleugen begynder hver mandag med en gåtur. Eleverne går gruppevis til skoven eller til stranden. Alle har mulighed for en rolig start og kan komme tilstede i skolen efter weekenden. På gåturen er der mulighed for at dele noget vigtigt med en kammerat eller læreren. Tirsdag til fredag begynder dagen med fælles morgensang i gymnastiksalen. Sanne spiller klaver til fællessang og bagefter gives der eventuelle fællesbeskeder og eleverne har mulighed for at dele noget vigtigt i det større fællesskab – hele skolen.
Ældsteeleverne skiftes til at være ordstyrere og inden eleverne går ud i de respektive grupper, sluttes der af med endnu en fællessang.