Aldersintegration og undervisning

Velkommen 9 Livet på skolen 9 Aldersintegration og undervisning

Aldersintegration og undervisning

– Eleverne arbejder i aldersintegrerede grupper, undtagen 8. kl. og 9. kl., som er klasseopdelt.

Aldersintegrationen tilgodeser behovet for, at den enkelte elev arbejder på eget niveau. Det giver samtidig en god dynamik i grupperne, at alle elever starter med at være blandt de yngste og slutter med at være blandt de ældste i gruppen.

Hvert år skifter cirka hvert tredje elev gruppe.

Inddeling:
Lillegruppe 0.-2. kl.
Mellemgruppe 3.-5. kl.
Storgruppe 6.-7. kl.
Lille Ældstegruppe 8. kl.
Ældstegruppe 9. kl.

Lillegruppe

Der er to lillegrupper med elever fra 0.-2. klasse i hver gruppe. Eleverne arbejder fint med både dansk og matematik i grundfagstimerne. Vi har fokus på kreativ dansk og matematik, hvor vi bruger kroppen som et redskab i stedet for kun at benytte os af bøgerne. Vi bruger hele skolen til at lære på og også gerne skoven og stranden. Vi kan godt lide at bevæge os. Vi spiller både dansk- og matematikspil. Vi arbejder selvfølgelig også i bøger og der bliver virkelig gået til den. Sproglig opmærksomhed er for de yngste, hvor vi lærer om bogstaver og lyde og den første læsning. Diktat og læsning er for dem der er klar til dette, oftest i 1. og 2. klasse.

Lillegruppeeleverne har musik, natur og teknik, idræt og fortælling og derudover har de værkstedstimer, hvor de deltager sammen med elever fra andre grupper. Vi starter med begynderengelsk i 2. klasse.

Ingen dag er ens for vores børn og vi rummer at der er behov for noget forskelligt.
Eleverne er gode til at samarbejde, hjælpe hinanden og stemningen i lillegrupperne er tryg og rar.

Mellemgruppe

I mellemgrupper er der elever fra 3. – 5. kl. Hver dag har eleverne mindst ét grundfagsmodul, hvilket gør, at vi som lærere er meget sammen med eleverne og kommer til at kende dem rigtig godt. Vi har et meget tæt samarbejde om hver enkelt elev og dørene mellem Mellemgrupperne er ofte åbne.

Der arbejdes med børnenes selvdisciplin i forhold til deres egen arbejdsindsats. En anden ting som prioriteres højt, er måden vi er sammen på. Det er vigtigt, at vi i mellemgrupperne respekterer og accepterer hinanden forskelligheder og at der tages hensyn til hinandens læringsstile og behov. Målet er, at vi opretholder en god arbejdsmoral og frem for alt, at man trives og er glad for at komme i skole hver dag.

Storgruppe

Storgrupperne består af elever fra 6. til 7. klasse. Ud over det almindelige skoleliv udfyldes storgruppens liv med et par ekstra skuffer. Det forventes, at de optræder som gode rollemodeller for de mindre elever på friskolen. Når tid og lejlighed byder sig, kan de optræde som hjælpelærere eller vikarer i de mindre grupper. Et ekstra ansvar lægges på deres skuldre sammen med en ekstra portion af frihed. Når skoletiden er slut, rykker 6. og 7. kl. ud med rengøringsvognen og foretager den daglige rengøring i børnehøjde. Disse indsatser omsættes til øget lejraktivitet for de ældste elever.

Lille ældstegruppe

Udover undervisningen, fungerer eleverne i 8. klasse én eftermiddag om ugen som hjælpende venner, hvor de giver hjælp og omsorg til ældre beboer på Kegnæs. I storgruppen vægtes evnen til at sætte egne mål højt, evnen til dygtiggørelse er i fokus, koncentrationsevne og livslyst er centrale omdrejningspunkter. Nogle af midlerne hertil er målrettethed, konsekvens, arbejdsdisciplin og et lykkeligt friskoleliv.

Ældstegruppen

Der er én ældstegruppe, som består af elever på 9. årgang, elevernes sidste skoleår på friskolen. Her træder eleverne i karakter, som de ældste med mest af alt! Årets arbejde indeholder ud over den obligatoriske fagrække, praktik, 2 ugentlige arbejdstimer i lektiecaféen, Folkeskolens Afgangsprøve, valg af videre uddannelse, studietur til det store udland og meget mere!
I ældstegruppen er evnen til at realisere egne mål, lysten til dygtiggørelse, koncentrationsevne, personlige kompetencer, livslyst samt optimal udnyttelse af egne potentialer centrale omdrejningspunkter.

Værkstedsundervisning

Ved skoleårets begyndelse vælger eleverne værkstedsfag. Værkstedsundervisning er en bred vifte af aktiviteter ”næsten uden bøger.”

På tværs af alder og grupper vælger eleverne sig ind på to værksteder. Enkelte værksteder er målrettet henholdsvis de yngste eller de ældste elever.

Eksempler på temaer:

  • Film og foto
  • Home workout
  • Kreaboblen og kreahjerter
  • Madkultur
  • Marken – uden plastik
  • Nyhedskanalen (6. kl. – 7. kl.)
  • Træsløjd
  • Ud i det blå
  • Filosofi
  • Kroppen og bevægelse (0. kl. – 3. kl.) Bold og kroppen (4. kl. – 9. kl.)

Andre temaer kan være: kost og motion, band, motorik, volleyball, teater, kend naturen, skovlege, drama, atletik, portrætter, folkedans, hjemkundskab og idræt, håndarbejde, billedkunst, kristendom og symboler, naturværksted, smykker, yoga, EDB, filt/strik, cykelture, pigefodbold og meget andet.