Forældre og familie
Besøg på friskolen
– Forældre, bedsteforældre og søskende er altid mere end velkomne. Har man lyst til at invitere andre, aftales dette med gruppelæreren – af hensyn til begge parter.
Gensidige forventninger
På Kegnæs Friskole har vi gensidige forventninger til hinanden: At vise omsorg, ærlighed, respekt, hjælpsomhed, engagement samt det at have det rart og sjovt med hinanden.
Generelt har alle et fælles ansvar, som rækker ud over egne børn.
Forældre-skole samarbejde
Forældreengagementet er et væsentligt omdrejningspunkt på friskolen. Et stærkt samarbejde mellem forældrene og skolen er en vigtig baggrund for et rigtig vellykket skoleliv.
På Kegnæs Friskole er der gode muligheder for at engagere sig. Forældre skal deltage aktivt i skolens liv, komme til møder, udføre forældreopgaver samt først og fremmest medvirke til en åben og direkte kontakt mellem skole og hjem om barnets trivsel og læring.
Denne centrale kontakt har som ledetråd, at begge parter skal holde hinanden orienteret om alle vigtige sider af barnets skole- eller hjemmeliv.
Praktisk forældrearbejde
Som forældre på friskolen er det obligatorisk at bidrage med 40 timers arbejdskraft. Forældre kan henvende sig til bestyrelsen for at blive skrevet op i de arbejdsgrupper, man selv finder interessante eller tilmelde sig kommende eller igangværende projekter. Alle har mulighed for at bidrage, der er opgaver lige fra havearbejde, det meget populære torsdagsmad til børnene, elitesmiley i køkkenet, IT gruppe, Penalhus, sikkerhed, vedligehold, konfirmation, Fed fredag, nye forældre, hjemmeside, fonde gruppe mm.
Det er forældrene sammen med børnene, der skal sørge for, at skolen er pæn og ryddelig. Derfor er alle forældrene med til at holde skolen ren og vedlige.
Rengøringsplan for skolen, hvori alle forældre deltager, ajourføres løbende. Som udgangspunkt er der afsat 2 rengøringslørdage á 4 timer pr. skoleår pr. forældre samt 2 gange toiletrengøring.
Forældre er selv ansvarlige for at ajourføre sine timer via hjemmesiden så timeantallet kan registreres løbende. Link hertil ses nederst på siderne: Tidsregistrering.